Liverollespil

Hvad er Liverollespil?

Liverollespil kan bedst beskrives som en form for improteater, men uden publikum kun spillere, der alle spiller roller i fortællingen. I liverollespil skaber alle spillerne fortælling og settingen sammen ved brug af rollespil, props og kostumer. De skaber sammen illusionen om en anden verden om end det er en magisk skov med elvere og orker eller en slagmark hvor amerikanere og iranere kæmper blodige slag. Målet er ikke nødvendigvis at vinde, men at have det sjovt gerne sammen med nogle venner.

Et liverollespil kan foregår over det hele, det kan være i din lokale skov, på en skole eller i baghaven. Liverollespillet kan være et par timer eller flere dage. Kun fantasien sætter grænser!

Under et liverollespil opfører spillerne, som om de var i den fiktionelle verden, de sammen har skabt. Hvis man for eksempel spiller en ork, så opfører man sig også mere “ork-agtigt”, man snakker måske lidt grovere eller måske er man lidt blodtøstig, men hvis man spiller en undertrykt slave, der er flygtet fra hus og hjem, så tager man måske nogle andre beslutninger, måske er man hadefuld overfor dem, der har taget en som slave eller måske er man gavmild, og hjælper de andre slaver. I et liverollespil er verden og rammerne ofte sat på forhånd, men indenfor den verden og de rammer kan man spille som man har lyst til, der findes ikke et manuskript over hvordan man skal spille.

I stedet for et manuskript, så skaber man fortællingen sammen med sine medspillere. Der er mange måde at facilitere et liverollespil, og en måde er ikke nødvendigvis bedre en den anden, men de har alle nogle fælles karakteristika.

Lyder det som noget for dig? Hvis du er interesseret i at spille liverollespil, så kan du tage et kig på vores liste over lokalforeninger. Du kan også finde en oversigt på rollespil.dk over de fleste liverollespil i Danmark.